Men jeg kunne jo også gå og se på - og prøve - de forjættede el-guitarer. Bl.a. en fantastisk smuk bordeauxrød Aria Les Paul kopi med guldhardware. Det var næsten lissom porno at se på den og sex at spille på den, i hvert fald med mit daværende kendskab til sidstnævnte. Men den var fuldstændig uopnåeligt dyr, 1700 kr., en gigantisk formue, når man fik 9,50 kr. i timen. Heldigveis havde den en billigere søster, osse en Aria, i orange sunburst, hvor kroppen dog kun var halv tykkelse, altså så tyk som den spånplade den givevis var lavet af.

Men ved ufattelig lang tids sparen og Fars mellemkomst for resten, gik jeg en dag hjem fra arbejde med Min Første Elguitar i hånden.Hårh! Og med den åbnede der sig helt nye vinduer til musikkens verden. Varde Bibliotek havde faktisk en glimrende pladeafdeling - herunder flere hyldemeter i kategorien “Jazz, Folk, Blues m.v.” - så pludselig kom Cream og Yardbirds og John Mayall og Muddy Waters og B.B. King etc. ind over.Og Led Zeppelin og Stones og Beatles og og og...

Næsten samtidig kom jeg med i mit første band, et big band, for det ikke skal være løgn, Poul Have Jørgensens “Vestjysk Musikforsøg”. Jeg kan huske det første job, hvor jeg jo så skulle spille min første solo. I “When The Saints Go Marching In”. Jeg var så edderspændt nervøs, at jeg i de sidste strofer, inden det blev min tur lige nåede at tænke: “Bare der kunne gå ild i huset og en eller anden kommer løbende og råber: “Braaaaand” så jeg kan slippe.” Men der var ingen pyroman-redningsmænd på spil, og så måtte jeg jo bare lette. Det gik også endda, og så var dén mødom taget.

Det tog ikke mange minutter, før vi i rytmegruppen- d.v.s. bas, trommer, to guitarer og orgel - fandt ud af, at vi ville lave et rockband ved siden af. Det var fedt! Og så gik den vilde jagt efter et øvelokale. Vi kunne have fået hele Varde byråd til at dø af grin - hvilken mulighed - hvis vi var troppet op og havde  bedt dem lave et gratis øvelokale til os.Så af sted rundt til byens håndværkere og spørge, og det lykkedes også at finde et. Vi fik æggebakker hos bageren, alle dem vi gad slæbe, og gamle aflagte møbler og lamper hos forældre, onkler og tanter. Og så brugte vi en sommerferie og alle vores sparepenge på at lave det fedeste øvelokale, og så fik den ellers med Beatles og Stones og Gasolin´og Chuck Berry og alt, hvad vi ellers syntes var fedt. Det var en skøn tid.

I tresserne, da jeg var barn, skiftede vi mellem at holde Jul hjemme hos os og hos min Moster i Roskilde. I 1967 var det i Roskilde, og min Mor og Far og jeg havde min lidt ældre fætter med, som kunne spille mundharpe. Og på køreturen fik jeg lært at spille “Oh Susanna” med en vis flair, så da vi nåede frem, kørte vi forbi en musikforretning, så jeg kunne få min egen harpe. Og så var spillet sat i gang.

Et par år senere fik jeg et klaver af en af min fars arbejdskamerater, og der foran de sorte og hvide tangenter tilbragte jeg de næste fire-fem år efter devisen: Hjem fra skole, smide tasken, spise madder og så ud på mit afsidesliggende værelse og spille.

Jeg havde en gammel grammofon, der, ud over at kunne spille 78´ere, 45´ere og LP´er, også kunne køre på 16,6 omdrejninger. D.v.s., at hvis man afspiller en LP på den hastighed, bliver det nøjagtig en oktav dybere og halvt så hurtigt, så er det lidt nemmere at følge med

På den måde fik jeg tyret noget Memphis Slim og Otis Spann - så godt jeg kunne. Det var sjovere end harpen, fordi det fyldte noget mere.

Senere flyttede vi til et mindre hus, hvor der ikke var plads til klaveret på mit værelse, og mine forældre fiskede efter, om jeg ikke hellere ville have en guitar. Det ville jeg ikke rigtig, men de fremførte det faktum, at sådan én kunne man jo have med sig rundt. Og da jeg så småt havde lært andre at kende i skolen, der også var i den spæde start af at spille musik, blev det afgørelsen.

Siden har det været guitar. Først akkustisk. Heltene var Blind Blake, Big Bill Broonzy, Robert Johnson, Blind Lemon Jefferson, Lightnin´ Hopkins og alle de andre delta-blues gutter. Ragtime og Delta-Blues på et loftsværelse i Varde i 1974 var ikke så almindeligt, men det var nu mit.

Så fik jeg et efter-skoletids-job i den lokale musikforretning. Det var lige, da el-orgel - eller som vi skrev det dengang: El-Årl - var den helt store dille. I Varde og opland solgte vi flere om ugen i flere år. (Gad vide, hvor meget de blev brugt senere. Mange har sikkert blot stået som et møbel, med en hæklet løber hen over, man kan stille nipsting på.)

hist3
toptop